Rudolf Steiner Pædagogikken

Leg

Igennem leg får børn mulighed for at lege sig ind i livet og forstå den verden, som de lever i.  I legen kan barnet udfolde sig i dets forståelse af verdenen, fortolke det, som det har set og oplevet og gode som dårlige oplevelser kan blive bearbejdet og fordøjet. I den frie leg med vennerne lærer børnene at udvikle sociale, motoriske og sproglige færdigheder, som det ikke umiddelbart kan/skal lære af den voksne. Ofte skal man lege sig ”varmt”. Børn skal finde hinanden, finde en rød tråd i deres leg, knytte an, hvor de sluttede dagen før. Fordi vi i vores pædagogik ser legen som en meget seriøs beskæftigelse vælger vi som voksen ofte at træde lidt til side. Vi er på sidelinien, klar til at hjælpe, finde redskaber, være arkitekt for en hule, mægle i konflikter. Ofte er vi på samme måde optaget af et eller andet vi ”nørkler” med, parat til kaste det fra os, når der er brug for assistance.

I og med at den voksne arbejder ved siden af børnene med praktiske gøremål, kan børnene på direkte eller indirekte vis efterligne. Det er bl.a. havearbejde, lettere rengøring, reparation af legetøj og forberedelser til vores årstidsfester. Dette er med til at inspirere børnene i deres leg, som hos de mindre børn oftest handler om de nære ting men dette skaber også mulighed for børnene at hjælpe til og dermed få en direkte forståelse for nogle basale praktiske gøremål. De børn som har behov for at være tæt ved en voksen kan følges med den voksne.

Et vigtigt aspekt i den frie leg er udviklingen af barnets fantasi. Denne skabende og fantasifulde atmosfære af børns leg er en væsentlig grunderfaring for børn, som senere hen i livet kan forvandles til muligheden til at kunne tænke skabende.

Derfor er vores legetøj fremstillet af naturmaterialer, der giver barnet rum til forvandling. F.eks. er dukkernes ansigter kun antydet og barnet kan dermed give dukken den stemning, som der er brug for lige i dette øjeblik. Barnet kan se, når dukken er ked af det og idet udtrykket i dukkens ansigt tillader forskellige stemninger, er barnet stillet frit. Barnet kan i fantasien se det, det ønsker.